når man sælger sin kolonihave

når man sælger sin kolonihave

Sådan foregår salg af have

Kontakt formanden som sammen med bestyrelsen varetager salget og kontakter vurderingsudvalget, der skal vurdere havens bebyggelse, anlæg og beplantning. Vurderingen gælder 1 år fra den er foretaget. Vurderingsgebyret er på 500 kr.

Du bliver kontaktet af vurderingsudvalget for at aftale dato og tidspunkt. Du må gerne være til stede, mens vurderingsudvalget vurderer din have, men det er ikke nødvendigt hvis du blot udleverer nøgler. Kun godkendt bebyggelse, beplantning og havens anlæg (fliser o.l.) indgår i vurderingen. Når haven er vurderet, må du ikke længere fjerne de ting, der indgår i vurderingen – f.eks. køkken, træer og buske. Husk at medbringe eventuel dokumentation for vedligeholdelsesarbejde eller forbedringer. El- og afløbsinstallationer skal være udført af en autoriseret håndværker.

Når vurderingsmændene har udfærdiget vurderingserklæring, vil du få den tilsendt på mail. Hvis du mener, der er sket fejl, kan du anke vurderingen til ankenævnet.
Ankenævnets vurdering er endelig. 14 dage efter du har modtaget din vurderingserklæring på mail udløber ankefristen. Hvis ikke du vil anke, kontakter du formanden vedrørende salgspris m.m. Du skal være klar på at åbne for interesserede købere.

Først tilbydes salget til koloniens medlemmer og medlemmer på venteliste, derefter sker opslag på opslagstavlerne og foreningens hjemmeside www.margrethelunden.dk du må også gerne selv annoncere eller sætte opslag op. Men husk: Handelen skal foregå gennem foreningen. Kontakt formanden, hvis du forhandler med en køber, så haven ikke lige pludselig er solgt to gange.

Vurderingsprisen er den højeste pris, haven må sælges for. Du må derimod gerne forhandle en lavere pris med en køber.

Foreningen skal godkende køberen. Løsøre – møbler, haveredskaber, drivhus og lignende, som ikke er indgået i vurderingen – er i princippet foreningen uvedkommende. Men husk: Du kan ikke kræve, at en køber også skal købe løsøre. Du må derimod gerne tage det med dig. Hvis du og køber kan blive enige om en handel, er det selvfølgelig fint. Hvis køberen ikke vil have det, og du ikke tager det med dig, kan du blive nødt til at acceptere et skønsmæssigt nedslag i vurderingsprisen for at få køberen til at fjerne det.

Du og køberen laver en aftale med formanden om, hvornår handlen skal foregå. Du skal medbringe reg nr. og konto nr. hvortil pengene skal overføres. Bliv enige om en overtagelsesdato. Medbring alle dokumenter vedrørende haven (f.eks. byggetilladelse, ibrugtagningstilladelse)